Om Loving Kindness

At møde os selv og andre fra et mere autentisk og sandt sted, er for mange såvel angstfyldt som en dyb længsel i hjertet.

 

Vi kan ikke udvikle os mere end vores selvfølelse tillader det. Derfor er det så vigtigt at bearbejde og forløse de overbevisninger, der giver os følelsen af ikke at være gode nok. Først da kan vi åbne op for større overskud og livskvalitet.

Healing

Afvisning, forladthed, adskillelse og manglende accept gennem vores opvækst gør os bange og fulde af mistillid. For at beskytte os, har vi måttet adskille os fra vores oprindelige natur, fra vores "naturlige og strålende barn".

Når vi får øje på, hvordan vi overser det indre barn og vi begynder at tage kærlig hånd om det, er healingen sat i gang. Healingen åbner for en dybere forståelse og accept af os selv. Vi begynder at relatere til os selv på en ny måde, og vi udtrykker vores følelser og ønsker mere frit.

Men først må vi tillade os selv at mærke det, vi har undertrykt. Der er mange døre ind til de undertrykte ægte følelser og behov. Processen tager tid.

Frigørelse

Når vi bliver bevidst om både hvad der begrænser og hvad der åbner op for vores naturlige livskraft, bliver det muligt at være åbne for os selv og andre på et mere ressourcefyldt, sandt og nærende plan.

Essential Touch

At sige ja til alle aspekter af os selv og give plads til den vi er, er en kraftfuld frigørelse. En frigørelse fra de roller og mønstre fra fortiden, hvor vi måske har lært at være på en bestemt måde for at få anerkendelse, accept og kærlighed.

Det kan være roller hvor vi altid skulle være: den stærke - den hjælpsomme - den der sørger for at alle andre har det godt - den kloge - den perfekte - den usynlige.

Så længe vi identificerer os med gamle roller og mønstre, er livet fuld af begrænsninger og overbevisninger: de forhindrer os i at være os selv og tage de nye skridt vi ønsker. Viser og bruger vi derimod alle sider af os selv - både de positive og de mere negative sider - er vi hele og autentiske mennesker.

Ved at genåbne og stabilisere kontakten til vores naturlige jeg, dette dybere lag, kan vi igen føle større kærlighed, stå ved os selv og vores værdier, og derved forøge vores livskvalitet og indre følelse af værdifuldhed.

Vores indre magiske barn

Når vi begynder at mærke vores følelser, vækker vi det vise, sunde og magiske barn. Det viser os vejen til frihed og glæde, så vi kan træffe valg og turde betræde nye stier i livet.

Vi er i kontakt til vores indre magiske barn når vi: involverer os spontant og kreativt i livet - møder enhver situation med åbenhed - sætter grænser - føler nærhed - giver og modtager kærlighed - tilgiver os selv og andre.

Kurset Healing og frigørelse af dit indre barn, trin 1 sætter dig i kontakt med de dybere og mere følsomme sider i dig selv, og samtidig vil du opleve større selvfølelse og styrke. Det kræver både mod og styrke at være sårbar, og ærligt turde vise hvem du er. En proces som, for de fleste, tager tid at få integreret i hverdagen.

Copyright 2007: Oasen · Webdesign: Tao Design